Home

Nej til rituel Slagtning

af Vagn Lundbye, forfatter             

En jødisk og muslimsk skik, som man måske kan acceptere i et jødisk eller et muslimsk land, men absolut ikke i Danmark.

På danske børns vegne. På 99 procent af alle danske kvinders vegne. Og på vegne af cirka halvdelen af danske mænd og jøder i Danmark. Siger jeg stille og roligt til alle danske politikere og ordentlige mennesker: Forbyd rituel slagtning uden bedøvelse i Danmark.

Gør som tre lande, vi ynder at sammenligne os med, det vil sige Norge, Sverige og Schweiz: Tillad ikke længere den form for religiøs slagtning i Danmark, hvor almindelige danske malkekøer uden bedøvelse får skåret halspulsåren over og derefter forbløder og først dør efter tre-fire minutter.

Den udsendelse, som DR1 sendte sent mandag aften viste med al ønskelig tydelighed, at koen, som stående har fået skåret halspulsåren over efter at hovedet er fikseret og vredet opad, lider frygteligt. Koen forsøger at komme op, den vender det hvide ud af øjnene, og ser derefter atter bevidst angst rundt i slagtehallen på Slagelse Slagteri. Bortset fra at den bliver ført ind i en slagtebås, som er fyldt med blod fra den forrige rituelle slagtning, og bortset fra at den inden den får skåret halsen over, kan se koen før – den ligger et par meter væk i sit blod.

Det er ikke dansk skik. Det er en jødisk og muslimsk skik. Skønt Dyreværnsloven i Danmark forbyder indgreb på dyr, som ikke er bedøvet. Og skønt videnskabsmænd ved, at der stadig løber blod til hjernen under den rituelle slagtning, slagter Slagelse Slagteri ikke mindre end 1.200 køer rituelt om året.

Det er en jødisk og muslimsk skik, som man måske kan acceptere i et jødisk eller muslimsk land, men absolut ikke i Danmark.

Jeg har ikke lyst til yderligere at kommentere den forfærdelige udsendelse i fjernsynet mandag aften. ud over måske lige nævne, at udsendelsen lignede en optagelse fra en nazistisk koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Samt at den bragte en oplysning, som i det mindste må få danske forbrugere til at reagere. Jøderne ønsker ikke at spise den bagerste halvdel af koen, og det kød, som de ikke vil have, sælges kort og godt til danske slagtebutikker og andre fødevareforretninger. det vil sige, at alle danskere og ikke mindst husmødre i Slagelse, risikerer at købe dyremishandlet kød.

(Bragt i Information 9. oktober 1999)

 

Home