Home

Svar på de hyppigst stillede

spørgsmål om dyreforsøg

 

af  HANS RUESCH

Hans Ruesch har studeret medicin, medicinhistorie, sociologi m. m. og må betegnes som verdens anti-vivisektor nr. 1.

I dette hefte forklarer han i enkle men kraftfulde termer hvorfor dyreforsøg er mere end kun dyremisbrug; idet de også udgør en trussel mod offentlig sundhed og velvære.

Heftet kan ses som en introduktion til forfatterens mesterværk, MORD PÅ USKYLDIGE – bogen som fremkaldte den verdens-omspændende bevægelse af videnskabelig anti-vivisektionisme, som er støttet af talrige dyrevenner, studerende, læger og videnskabsfolk på hele kloden.

  

Svar på de hyppigst stillede spørgsmål om dyreforsøg

 

Copyright Hans Ruesch og Solveig Wagner

Udgivet på tysk af

Hans Ruesch’s CIVIS

POB 152 Via Motta 51

CH – 6900 MASSAGNO/LUGANO

SCHWEIZ

Udgivet på dansk af

CIVIS DANMARK og KOMITEEN MOD DYREFORSØG

1998

 ISBN 87-986838-0-2

 

Indholdsfortegnelse

 

Forord ...........................................................................………...

Side 2

Medicin ........................................................................…………

Side 3

Sundhedsmyndigheder ..............................................……..……..

Side 5

Bevidst misinformation ................................................………….

Side 6

Kampen mod cancer .....................................................…………

Side 6

Diabetes .................................................….............….......……..

Side 7

Penicillin ...................................................................…………...

Side 7

Andre forskningsmetoder ............................................…………..

Side 8

Højere levetidsforventning ........................................……………

Side 8

Vaccination ................................................................…………..

Side 8

Tuberkulose ...............................................................…………...

Side 11

Kirurgi ......................................................................……………

Side 11

Lægevæsenets og kemiindustriens kapitalinteresser .......………….

Side 12

Etik i dyreforsøg ..........................................................………….

Side 13

Rhesus-faktor ...............................................................…………

Side 14

I menneskehedens tjeneste ..............................................………..

Side 14

Hvordan status quo kan ændres ..........................................……...

Side 14

 

Forord

Komiteen Mod Dyreforsøg udgav i 1992 Hans Ruesch´s meget kraftfulde værk mod dyreforsøg MORD PÅ USKYLDIGE oversat af Solveig Wagner.

Bogen IMPERATRICE NUDA, SLAUGHTER OF THE INNOCENT eller MORD PÅ USKYLDIGE har siden sin udgivelse først i Italien (1976), USA (1978), England (1978), Tyskland (1978) o. s. v. fremkaldt den verdensomspændende bevægelse af videnskabelig anti-vivisektionisme, som er støttet af talrige dyrevenner, studerende, læger og videnskabsfolk på hele kloden.

Det er en glæde, at man hermed kan præsentere på dansk Hans Ruesch´s enkle præsentation af de basale argumenter mod dyreforsøg, som underbygges yderligere i MORD PÅ USKYLDIGE.

Man kan håbe på, at dette hefte vil inspirere læseren til at læse den 280 sider store MORD PÅ USKYLDIGE.

Bogen kan anskaffes gennem boghandelen (ISBN 87-983986-0-1).

Suzanne Løkke

Juni 1998

 

Svar på de hyppigst stillede

spørgsmål om dyreforsøg

 

Ønsker De, at man i stedet for at eksperimentere på dyr skulle eksperimentere på mennesker?

På ingen måde. Vi ønsker tværtimod, at man ophører med at eksperimentere på mennesker, – thi dette finder nemlig til stadighed sted, fordi man ikke kan slutte ud fra dyreforsøg. Dermed bortfalder også "nødvendigheden" af at eksperimentere på dyr.

Hvordan kan man da udvikle nye medikamenter?

Deres spørgsmål forudsætter, at man stadig behøver nye medikamenter, og at dyrene kan give os besked om deres virkning. Begge forudsætninger er forkerte.

Mener De så, at vi ikke behøver nye medikamenter?

Kun den farmaceutiske industri behøver til stadighed nye medikamenter – for at erstatte dem, hvis nytteløshed eller farlighed ikke mere kan skjules. De allerfleste af de 205.000 lægemidler og deres kombinationer, der hidtil er udviklet, er igen trukket tilbage. Dyreforsøg har ført de naive forskere til fejlslutninger.

Hvor mange lægemidler behøver man da?

Der er slet ikke sygdomme nok til alle de medikamenter, der i dag er på markedet. World Health Organization (WHO) udsendte engang en liste over 250 medikamenter, der ansås for at være "essentielle". Men så kom UNIDO (United Nations Organization for Industrial Development) med en liste på kun 26 "virkeligt essentielle" medikamenter, hvilke senere blev yderligere kogt ned til bare 9, som det schweiziske ugeblad Weltwoche rapporterede den 14. oktober 1941. Og hvilket præparat toppede listen med de særdeles essentielle ni? Vor gode gamle Aspirin. Aspirin, der blev opdaget for et århundrede siden, – uden dyreeksperimenter.

Kan man fastslå et lægemiddels helbredende virkning uden dyreforsøg?

Når alt kommer til alt, blev de fleste af de få midler, der har en påvist terapeutisk værdi, aldrig afprøvet på dyr. De er fra planteverdenen og var kendte allerede i oldtiden, hvor man meget fornuftigt ikke afprøvede lægemidler på dyr.

Er ikke også disse nyttige lægemidler blevet overtaget af industrien?

Nogle er vel, men på helt forkert måde og facon. For at kunne fremstille dem i massevis, det vil sige hurtigt at få penge hjem, har industrien syntetiseret disse midler, altså anstrengt sig for at genskabe dem i syntetisk form, – med de sædvanlige ødelæggende resultater.

Kan De sige noget mere nøjagtigt herom?

Planten Rauwolfis serpentina er en i Indien hjemmehørende og gennem århundreder anvendt apocynacee, der indeholder forskellige vigtige alkaloider, derunder det blodtryksænkende reserpin og det hjerte-regulerende ajmalin. I sin naturlige tilstand indeholder midlet talrige sporelementer og salte, der gør det let at tåle, og dertil kommer de sædvanlige vitalsubstanser, der ganske enkelt ikke kan måles i en kemisk analyse, og derfor heller ikke kan genskabes i laboratoriet. Så tager forretningsfolkene sig for at fremstille og foreskrive det i ren tilstand, hvad der for ca. tyve år siden gav det resultat, at det kunstigt fremstillede præparat, altså den kemiske efterligning af det værdifulde naturlige produkt, forårsagede brystkræft og svære depressioner hos mennesket, hvad de gennem mange år foretagne dyreforsøg ikke havde kunnet vise, og hvilke negative virkninger planten ikke forårsagede.

Men antager man nu, at man alligevel måtte gennemprøve et nyt lægemiddel – skulle man da ikke først afprøve det på dyr?

Netop ikke! Alle de talrige lægemiddelkatastrofer gennem de sidste årtier er jo netop sket, fordi man har forladt sig på dyreforsøg. Før den massive indførelse af dyreforsøg var der slet ingen lægemiddelkatastrofer.

Altså, dyreforsøg kan ikke give os oplysninger om, hvorvidt et nyt middel for eksempel kan føre til misdannelser?

Nej, på ingen måde. De vildfører os desværre, sådan som det skete med Thalidomid (Contergan), der kun er det første og mest bekendte, men ikke på langt nær det eneste tilfælde. Thalidomid blev udtrykkeligt anbefalet svangre kvinder på grundlag af dyreforsøg. Derefter mangedoblede man dyreforsøgene under foregivelse af, at man ville forebygge yderligere tragedier, men desværre med det modsatte resultat; siden da er fødslerne af misdannede børn tiltaget stærkt. (Vedr. enkeltheder, se MORD PÅ USKYLDIGE, kapitlet "Ti tusinde små misfostre"). Modsat: havde man afprøvet Aspirin, det mest anvendte og forholdsvis mest harmløse medikament i vort århundrede, på dyr, inden man sendte det ud, så var det sandsynligvis aldrig kommet i handelen, thi mange dyrearter går til grunde, hvis de får det. Og det vil sige, at dyreforsøg ville kunne forhindre, at vi anvendte et for os nyttigt lægemiddel.

De mener altså, at forskning med anvendelse af dyreforsøg er forkert?

Tusinder af fagfolk indenfor medicinen, folk, der ikke står i den farmaceutiske industris tjeneste, repræsenterer denne mening med stor fasthed. Men deres ord bliver mødt med tavshed af medierne, der er i lommen på kemikoncernerne, og som derfor kun udbreder usandhederne fra industriens folk.

Hvorfor foreskriver da sundhedsinstanserne dyreforsøg?

De såkaldte sundhedsautoriteter beskæftiger medicinske pseudoeksperter, som er blevet dem påtvunget af industrien. Dyreforsøg har kun en alibifunktion. Ved hver ny lægemiddelkatastrofe kan fabrikanterne på denne måde retfærdiggøre sig, nemlig ved at hævde, at "de foreskrevne sikkerhedstests" er blevet samvittighedsfuldt udført. Men de fortier rigtignok, at de selv har fået indført disse vildledende og bedragende tests.

De mener altså, at disse tests ikke garanterer nogen sikkerhed?

Nej, og, endnu værre: de på denne måde afprøvede lægemidler har forårsaget en række nye, tidligere ukendte, sygdomme.

For eksempel?

Subcutan Myelo-Optisk Neuropati, kort betegnet SMON, er en helt ny alvorlig sygdom i nervesystemet, som hos titusinder af forbrugere har ført til lammelser, til blindhed eller til død. Disse tilstande blev fremkaldt af medikamenter, der indeholdt det i Basel opfundne Clioquinol, hvilke man under falske forudsætninger solgte over hele verden. Det blev retsligt fastslået, at dette middel overhovedet ikke besad nogen terapeutisk værdi. Altså dødelige bivirkninger uden nogen som helst nyttevirkning, undtagen for den, der fremstillede det.

Ellers yderligere et eksempel?

Stilboestrol, afprøvet på dyr gennem årtier, et syntetisk hormon, som specielt blev ordineret til svangre kvinder for at sikre mod aborter, har påviseligt udløst kræft hos afkommet, frem for alt hos unge kvinder. (Vedr. enkeltheder, se MORD PÅ USKYLDIGE, kapitlerne "Kræftfremkaldende medicin", "Stilboestrol-sagen eller kræftspekulanterne" og "Troldmandens lærlinge"). Det er blot et par eksempler. Det amerikanske FDA (Food- and Drug-Administration), en slags lægemiddelpoliti, har for længst indrømmet, at man har måttet indlægge, – i et eneste år – rundt regnet halvanden million amerikanere på grund af indtagelse af lægemidler, hvor de så som bekendt gennem forkerte terapier ofte blev yderligere skadet, eller endda mistede livet.

Også i Europa?

Ja, naturligvis! Og det frem for alt i lande, hvor kemien og lægevæsenet har haft held til – i indforståethed med embedsmændene – at pådutte en overtroisk befolkning den "officielle" medicin, som var det en ny religion. Sådan også hos os.

Vil De dermed sige, at befolkningen målbevidst bliver vildledt?

Ja, lige netop! I industriens interesse. Arbejdspladser er i regeringens øjne vigtigere end befolkningens sundhed. Derfor bliver befolkningen allerede i barnealderen gjort afhængig af medikamenter. Forældrene hjælper til. Rigtignok blev de selv også opdraget på denne måde. I Tyskland fastslog kongressen af specialister i intern medicin i 1977 i Wiesbaden, at 6% af alle sygdomme, der endte med døden, og 25% af alle sygdomstilfælde er forårsaget af lægemidler. Yderligere 61% af alle misdannelser og 88% af dødfødslerne var forårsaget af lægemidler. Ifølge professor Hoff og mange andre eksperter i det såkaldte sundhedsvæsen er terapiskader i dag de hyppigste sygdomsårsager.

Og nu Schweiz?

Hvordan skulle det kunne være anderledes i et land behersket af kemi? I Schweiz er der procentuelt lige så mange terapiskader og lige så købbare politikere, medieskabere og journalister som i andre industrilande. Af den grund har CIVIS sat sig til opgave at udgive skrifter som dette.

Er kampen mod sygdomme som kræft, hjerteinfarkt eller for højt blodtryk tænkelig uden dyreforsøg?

Skønt millioner af dyr årligt ofres netop af forskning i kræft og kredsløbssygdomme, tiltager disse sygdomme stadigvæk. Deres årsager er kendte, de kan forhindres gennem forebyggelse. Forebyggelse er det eneste, der har værdi, og afstedkommer ingen farlige bivirkninger. Men man kan ikke tjene penge på det. Altså indbilder man folk, at man slet ikke behøver at bringe ofre for at bevare sundheden. Det er tilstrækkeligt at sluge tabletter, som den åh så menneskevenlige farmaindustri stiller til rådighed. Regningen betales af skatteyderne.

Er da ikke diabetes blevet helbredelig takket være dyreforsøg?

Diabetes hører til de sygdomme, der er til at forebygge, nemlig gennem en egnet diæt (kostprogram). Den regelmæssige indgivelse af insulin, et katastrofalt skadeligt middel, der med tiden fører til blindhed, kredsløbs- og andre alvorlige forstyrrelser og for tidlig død, forleder mennesket til at sløse med den rigtige kost og fører desuden til total ødelæggelse af den allerede mangelfuldt arbejdende bugspytkirtel. Intet under, at diabetes efter indførelsen af insulinet ikke har af- men tiltaget, og endog enormt. Hvordan kan man da tale om en succes?

Er opdagelsen af vidundermidlet penicillin da ikke at tilskrive dyreforsøg?

Penicillin blev opdaget ved et rent tilfælde og ville ifølge en udtalelse af sin opdager aldrig være blevet gennemprøvet, hvis man først, som det var hensigten, havde testet det på marsvin, thi marsvinet dør af stoffet. Der var på det tidspunkt, der er tale om, ikke flere marsvin til rådighed i laboratoriet. Derfor brugte man mus, og de dør ikke af stoffet.

Men passer det ikke, at man i det mindste måtte – til en begyndelse – udfinde den korrekte dosering ved at prøve på dyr?

Hvordan kan det passe, når nogle dyr kan tåle endog 100 gange mere af en bestemt substans end mennesket? Yderligere gives der for penicillin endnu i dag ikke nogen engyldig "rigtig" dosering. Nogle mennesker er højst allergiske overfor penicillin og får svære skader deraf, medens det forbliver virkningsløst på andre. I øvrigt er stadigt flere medicinere i dag enige om, at penicillin har forårsaget langt flere skader end nyttevirkninger.

Hvordan er dette muligt?

Den tankeløse massive anvendelse af penicillin, endog som forebyggelsesmiddel, har med tiden ført til udvikling af mere modstandsdygtige bakteriestammer, der trodser enhver behandling med stoffet. Dette gælder i øvrigt for alle antibiotika, der blev fremstillet senere, efter at de tidligere typer begyndte at svigte. Det er faktisk lykkedes den moderne medicin til stadighed at udvikle mere og mere svage mennesker og stadigt stærkere bakteriestammer. Antibiotika betyder i øvrigt "livsfjendtligt". Og i lange tider har det ikke mere været nogen hemmelighed, at alle disse vidundermidler kun har virket som undere for fremstillerens bankkonti. (Vedr. enkeltheder, se MORD PÅ USKYLDIGE, kapitlet "Pusherne").

Hvilke ikke-dyriske metoder er der?

Den vigtigste er den intelligente kliniske iagttagelse, der allerede har løst så mange store problemer af lægelig art. Endvidere kan man benytte menneskeligt væv, celle- og organkulturer, som man får fra biopsi, aborterede fostre, navlestrenge, placentae o. s. v. Alle disse giver mere pålidelige resultater, netop fordi de er af menneskelig og ikke dyrisk oprindelse. Også en indsats af computere er allerede højt udviklet. De indskrænker sig ikke til diagnoser og databehandling; man kan også bruge dem til testning af præparater, til betingede reflekser, nyrefunktion, hjertesygdomme. Og man kan benytte dem ved vækststudier. (Vedr. enkeltheder, se MORD PÅ USKYLDIGE, kapitlet "Alternative metoder"). Disse metoder er ikke blot mere pålidelige, men også mere videnskabelige end dyreforsøg.

Hvorfor bliver de da ikke almindeligt anvendt?

Frem for alt fordi vore lærerkræfter ikke er videnskabeligt skolede. De sidder endnu fast i sidste århundrede. Anvendelsen af fremskridtsprægede forskningsmetoder må læres; de forudsætter et alvorligt studium og i det mindste en middelintelligens, medens derimod enhver fagidiot kan skære dyr op eller forgifte dem og så berette, hvad han så. Om så dette har nogensomhelst gyldighed i humanmedicinen, er ganske ligegyldigt for disse herrer. Som bekendt er intet stivsind så sejt som de lærdes. Dertil kommer, at i tilknytning til dyreforsøgsforskningen har der gennem de seneste årtier udviklet sig et kæmpemæssigt industrielt forgreningsværk: fremstillingsindustrier for fastspændingsapparatur, bure, torturinstrumenter – og hertil kommer dyreopdræt, der tilsammen danner en helt overvældende lobby, der bearbejder medierne og politikerne.

Passer det da ikke, at vore dages langt højere levetidsforventning skyldes vaccinationerne?

Alle medicinhistorikere er af en anden mening, thi tilbagegangen i infektionssygdomme og stigningen i levetidsforventning satte ind et halvt århundrede før indførelsen af massevaccinationerne. Det var en følge af en forbedret hygiejne og en højnelse i den almindelige levestandard.

Blev da ikke epidemierne udryddet takket være vaccinationerne?

Alle store epidemier har en vis cyklus. Vaccinationer blev altid først sat ind, når en cyklus allerede gik mod sin afslutning. Den hærgende byldepest i middelalderen døde hen helt af sig selv, uden medicinske foranstaltninger og længe før man talte om vaccinationer, Barselsfeber, der tidligere bortrev så mange nyfødte og deres mødre og i så lang tid formindskede gennemsnitslevealderen, er alene blevet udryddet ved gennemførelse af de hygiejniske forholdsregler, som Semmelweis indførte mange årtier før Pasteur. (Vedr. enkeltheder, se MORD PÅ USKYLDIGE, kapitlet "Kirurgi").

Jamen, blev da ikke i det mindste kopper besejret gennem vaccinationen?

Nej, netop det modsatte står fast. Storbritannien afskaffede allerede ved slutningen af sidste århundrede tvangsvaccinationen mod kopper, fordi man dér rettidigt havde erkendt dens farlighed. Og netop Storbritannien havde i dette århundrede færre koppetilfælde at opvise end de europæiske lande, der gennemførte tvangsvaccination. (Vedr. enkeltheder, se MORD PÅ USKYLDIGE, kapitlerne "Vacciner og andre ødelæggelser" og "Kæmper på lerfødder").

Lader det sig da ikke korrekt fastslå, om en vaccination har opfyldt sit formål?

Dette bevis kan aldrig lade sig føre. For at få et statistisk sikkert svar måtte man udsætte et stort antal uvaccinerede personer for en farlig infektion og derpå sammenligne dem med et tilsvarende antal personer, der havde været udsat for den samme infektion men havde været vaccinerede.

Men beviser ikke den hurtige tilvækst hos befolkningen i den tredje verden, at vaccinationer beskytter mod sygdomme?

Indførelsen af massevaccination sker overalt med den samtidige indførelse af hygiejniske foranstaltninger og forbedrede livsbetingelser. At mere mad og mindre snavs præger levetidsforventningen gunstigt er jo indlysende.

Det er altså ikke muligt at påvise den positive virkning af vaccination?

Det er endnu aldrig lykkedes. Påviselige har kun de talrige svære vaccineskader været. Over dette emne er hele digre bøger skrevet; de står i de medicinske biblioteker. Dog sætter vi ikke her spørgsmålstegn ved nytten eller nytteløsheden af vaccinationer, men ved brugen af dyr. Og gang på gang har det vist sig, at vacciner, der ikke er blevet udviklet på dyr, har været mindre farlige.

For eksempel?

Når man skal fremstille en vaccine, bruger man et organisk grundmateriale, der ikke nødvendigvis skal stamme fra dyr. Således bliver i det tidligere Sovjetunionen næsten al vaccine udviklet fra andeæg; og dette sker sikkert ikke, fordi de sovjetiske embedsmænd er særligt dyrevenlige (i Sovjetunionen var der på grund af den enormt høje skat på dyr næsten ingen kæledyr), men fordi denne fremstillingsmetode har vist sig at være langt mindre farlig for forbrugerne.

Blev da ikke polio (børnelammelse) skaffet ud af verden takket være forsøg på aber?

Det er propaganda, målrettet vildførelse. Thi nøjagtigt det modsatte holder stik. Massive poliovaccinationer blev indført, da denne yderst sjældne infektionssygdom allerede var i færd med at klinge ud. Polio er i alle lande, hvor der ikke har været vaccineret, døet hen akkurat i samme tempo som i de lande, hvor man vaccinerede. Men disse vaccinationer har hver gang forårsaget en fornyet opblussen af sygdommen. Særligt iøjnefaldende var tilfældet fra Brasilien, hvor man næsten ikke havde haft poliotilfælde, før en massevaccination var blevet gennemført.

Men har virkelig poliovaccination forårsaget påviselige skader?

Ja, det har den. I øjeblikket – vi taler om begyndelsen af 1983, altså 30 år efter den angiveligt så succesrige aktion mod børnelammelse – er der en stor polioskandale i USA, Storbritannien og New Zealand. Særlig interessant er den kendsgerning, at de vacciner, der er udviklet på vævskulturer fra abenyrer, sådan som Salk og Sabin fremstillede dem, har vist sig at være særdeles farlige, og det netop af den grund, at de er af dyrisk oprindelse. Denne erkendelse har ført til fremstilling af et andet vaccinestof, der ikke stammer fra dyr men fra menneskelige cellekulturer. (Vedr. enkeltheder, se MORD PÅ USKYLDIGE, kapitlerne "Alternative metoder" og "Kræftfremkaldende medicin").

Et brev i schweiziske Beobachter hævdede fornylig, at det indtil i dag ikke har været muligt at påvise tuberkulose hos mennesker uden dyreforsøg.

Dette og lignende medicinsk nonsens bliver udbredt af dr. h. c. Carl Stemmler, der arbejder ved schweiziske Beobachter, der forestiller sine læsere denne herre som værende en stor dyreven, åbenbart for at han i emnet dyreforsøg da lettere vil kunne føre læserne bag lyset. Stemmler er en lidenskabelig fortaler for dyreforsøg og var gennem mange år præsident for den statslige kontrol med dyreforsøg i Basel, det vil sige en kommission, der rutinemæssigt siger god for selv de mest vanvittige, grusomme eksperimenter. Desværre er den offentlige mening hjælpeløst udleveret til disse pseudofagfolks vildførelser, eftersom enhver oplysningsmulighed og modinformation mangler.

Stemmer det så heller ikke, at man ikke kan påvise en tuberkulose uden dyreforsøg?

Nej, det stemmer absolut ikke. Tidligere kendte man ingen anden metode end at indsprøjte små mængder af opkast, spyt, mavesaft, urin fra en syg på et marsvin og så afvente gennem uger, om der udviklede sig tuberkulose. Resultaterne var – som tilfældet altid er ved dyreforsøg – upålidelige. Men imidlertid har dygtige forskere udviklet en dyrkningsmetode med tuberkelbakterier "in vitro", det vil sige udenfor dyrelegemer, på kunstigt næringsgrundlag, så at undersøgelsen nu kun finder sted i mikroskopet og således overflødiggør dyreforsøg og har gjort det i mere end 20 år.

Godt, altså, vi antager, at dyr ikke kan hjælpe den almene medicin videre. Hvordan står det så til med kirurgien? Må en kirurg da ikke dygtiggøre sig og få det perfekte håndelag gennem operationer på dyr?

Tillader De et modspørgsmål? – Ville De lade Dem operere af en dyrlæge? Hvorfor ikke? Vi svarer Dem med Lawson Tait’s ord, den berømte britiske kirurg, der i slutningen af forrige århundrede udviklede de fleste af de operationsteknikker, der er i brug endnu i dag. Efter at han gennem år havde eksperimenteret på dyr, opgav han denne metode og førte et regulært felttog imod den i tale og skrift. Han skrev for eksempel: "Som forskningsmetode har eksperimenteren på levende dyr ført alle dem, der har betjent sig deraf, til bestandigt helt forkerte følgeslutninger, og beretningerne vrimler med tilfælde, hvor ikke blot dyr er blevet ofret til ingen nytte, men til listen af ofre på grund af fejltagelser føjer sig også mennesker". En lang række toneangivende kirurger af i går så vel som af i dag har udtalt sig på samme måde.

Hvordan erhverver en kirurg sig da sin ganske nødvendige dygtighed?

Abel Desjardins, Frankrigs mest kendte kirurg i sin tid og professor i kirurgi ved Paris’s universitet, har besvaret dette spørgsmål entydigt og logisk. I en forelæsning i Geneve sagde han blandt andet: "Først må man gennem lang tid være assistent hos en erfaren kirurg. Så overtager man under opsigt af sin læremester lettere tilfælde, idet læreren hele tiden advarer mod et forkert skridt eller kommer med råd. Lidt efter lidt går man så til sværere tilfælde. Sådan er kirurgens rigtige uddannelse, og jeg hævder 100%: nogen anden uddannelse gives ikke. Enhver uddannelse, der hviler på operationer på hunde, må føre til beklagelige fejltagelser. Kirurgen, der forstår sig på sin kunst, kan intet lære af den slags øvelser, og begynderen lærer ikke den rigtige kirurgiske teknik derigennem, men bliver en farlig kirurg." (Vedr. enkeltheder, se MORD PÅ USKYLDIGE, kapitlerne "Kirurgi", "Kirurgernes uddannelse" og "Førende kirurger udtaler sig").

Når tingene virkelig står sådan, hvorfor er disse kendsgerninger da ikke almindeligt kendte?

Fordi den offentlige mening bliver manipuleret af særinteresser inden for kemiindustrien og lægevæsenet, der gensidigt hjælper hinanden. I Schweiz er kemien udslaggivende, og farmaindustrien er nok kemiens mest indbringende branche. Kemi- og rustningsinteresser står ikke under politikernes styring, men de styrer disse. De bestemmer også retningslinjerne for den meningsdannende presse, der kun kan leve ved indtægten fra annoncer – og 80-90 procent af alle annoncer kommer direkte eller indirekte fra storindustrien, der udøver en sådan censur, at annoncer fra os – CIVIS Schweiz – ganske enkelt afvises af de store schweiziske blade, hvis de indeholder noget, der påpeger de slette tilstande i sundhedsvæsnet.

Vil De dermed som afslutning sige, at endog lægerne ikke er besjælet af høje idealer, men at de bliver manipuleret af industrien?

Netop! Gennem storslåede gaver til universiteterne køber industrien sig fakulteternes afhængighed, for slet ikke at tale om lægevæsenets, der er blevet til vedvarende propagandister for de ødelæggende men indbringende produkter. Intelligente, modige og ærlige læger, der ordinerer billige, velafprøvede og ufarlige naturmidler, bliver af de kemiske kvaksalvere, der diktatorisk behersker hele lægevæsenet, udskreget som "kvaksalvere", og tit bliver sådanne læger udstødt af deres faglige foreninger. – Gennem meget store gaver har pengemagten også forpligtet lederne af alle store dyreværnsorganisationer til at være taknemmelige, og man har sågar bestukket formændene i nogle anti-vivisektionsforeninger, så at de ser deres hovedopgave i at fortone og tilsløre sandheden om det unyttige i dyreforsøg og den tilsvarende negative virkning deraf. Med andre ord, det er deres opgave at holde modstanderne af dyreforsøg i skak.

Hvordan kan man så opnå det?

Ved at man hævder, at i det mindste en vis procentdel af dyreforsøgene "endnu i dag er uundværlige", og at man derfor ikke kan trænge på med den totale afskaffelse deraf. På den måde bliver så alt retfærdiggjort, thi kun pseudovidenskabsmændene fra kemiindustrien og lægevæsenet har ret til at afgøre, hvad der er "uundværligt", en ret, de har tilegnet sig. For dem er erfaringsmæssigt alt "uundværligt". Derfor står vi fast på en total afskaffelse af alle dyreforsøg i stedet for at tiltræde en regulering, der jo allerede eksisterer og blot ikke har hævdet sig. Eksperimentatorerne ønsker nemlig at regulere sig selv.

Er det ikke sådan, at det Schweiziske Akademi for medicinsk videnskab for nylig har bekendtgjort visse etiske retningslinier til beskyttelse af dyrene?

Det er intet andet end en ny vildførelse, når man véd, at denne højttalende organisation, der er camoufleret som en "stiftelse", er grundlagt af kemien og bliver finansieret af den, og hvis eneste formål det er at propagandere for dens indbringende sygdomsforårsagende giftmidler.

De tiltror altså sluttelig ikke kemiindustrien nogen menneskevenlig målsætning?

Hvad mener De selv om en organisation, der ikke viger tilbage for at overdynge befolkningerne i den tredje verden med lægemidler, der i dens egne lande for længst har måttet trækkes ud af handelen på grund af deres ødelæggende virkninger?

Har ikke Basel’s kemifirmaer truet med, at de ville forlægge deres fabrikker til udlandet, hvis der blev gennemført en lov om afskaffelse af dyreforsøg?

Det er ikke andet end tom propaganda for at få politikerne og befolkningen til at makke ret. En organisation, for hvilken det er lykkedes at prakke hele verden disse ting på – giftmidler som lægemidler – og kræftfremkaldende kemoterapeutika som helbredende medicin mod kræft – vil det vel også lykkes for at give mennesket noget mindre farlige produkter. Vi forlanger jo ikke, at de giver afkald på salg af medikamenter, men kun, at deres forskningsmetoder bliver ændret. Ja, Basel’s afsætning af lægemidler kunne endog opleve et opsving af uanet størrelse, ifald der på pakningerne stod: "Dette præparats virksomhed er ikke afprøvet på dyr".

Endnu et spørgsmål kommer frem: Blev dog ikke Rhesus-faktoren opdaget gennem dyreforsøg, hvad navnet jo antyder?

Nej, på ingen måde. Rhesus-faktoren blev, som også alt andet først opdaget hos mennesket og så efterprøvet på dyr. Levine og Stetson havde i året 1939 opdaget et nyt antigen (et stof, der danner afværgeceller i blodet) i serum fra en kvinde, der efter en dødfødsel havde fået en blodtransfusion med sin mand som donor, og dette fik alvorlige følger for patienten. * De beskrev agglutinin (der er stoffet, der bevirker agglutination i blodet), men de gav ikke stoffet noget navn. Havde de gjort det, var Rhesus-faktoren kommet til at hedde noget andet.

Et år senere opdagede Landsteiner og Wiener, at hvis man injicerer blodet fra en Macacus Rhesus abe ind i bughulen hos en kanin, så fremkommer der i kaninens blod et agglutinin, der meget ligner det af Levine og Stetson beskrevne (men ikke er identisk med det!), og Landsteiner og Wiener gav stoffet navnet RH, altså: fra rhesus-aber . * *

Et sidste spørgsmål: hvorfor bekymrer De Dem egentlig ikke mere om menneskets vel end om dyrets?

Af alt, hvad der indtil nu er blevet sagt, skulle det dog fremgå, at vi også bekymrer os om menneskets vel, og endog meget mere end industrien, medierne og lægeverdenen og regeringen tilsammen. I disse instanser leverer "for menneskets vel" og "vore børn" en velkommen undskyldning til at fremme egen magt og egne pengeinteresser. I almindelighed bliver det spørgsmål stillet os af folk, der hverken har gjort noget for mennesker eller dyr. Men der er tilstrækkelige paragraffer i vore love, der beskytter mennesket. Men den samme lovgivning har sørget for, at det ikke er forsøgsdyrene, men ene og alene deres torturmestre og hensynsløse udbyttere, der bliver beskyttet. Og de, der udbytter dyrene, udbytter også mennesker.

Tror De, at det hele kan ændres? og på hvilken måde?

Kun gennem en total oplysning af hele befolkningen. Og lige netop dette stræber bevægelsen CIVIS efter. Vil De hjælpe os med det?

Home